Gå til indhold
TYSKLAND

Fra Løvens Hule ud på det tyske marked med The Trade Council som styrmand

Med økonomisk støtte fra TV-løver og ekspertise fra The Trade Council er WeldingDroids automatiserede svejserobot på vej til at indtage Europas største marked inde for rørsvejsning. 
Christian Olsen og Kevin Christensen har udviklet en revolutionerende intelligent svejsemaskine, en svejserobot. Ideen til robotten opstod allerede for 8-9 år siden, mens Christian Olsen selv arbejdede som smed. Det er nemlig benhårdt for kroppen at svejse rør sammen. Ideen krævede både tid, forskellige prototyper og mere uddannelse, men i 2019 stod den første robot klar, og virksomheden WeldingDroid blev stiftet.
 
Christian og Kevin har hele tiden været fuld af selvtillid på deres robots vegne. Robotten sikrer større ensartethed i svejsningerne, minimerer risiko for fejl samt medfører en seksdobling af produktionshastigheden og sparer derved væsentligt på energi- og gasforbruget. Samtidig opsamler den alle svejsedata såsom tid, pris, position mm. Sidst men ikke mindst betyder svejserobotten, at smedene slipper for ergonomisk ukorrekte arbejdsstillinger og kan bruge tiden på andre opgaver.
 
Men Christian og Kevin manglede kapital til at komme videre med projektet. 
 
Derfor deltog de i efteråret 2019 i DR-programmet Løvens Hule. Her var der også andre, som var begejstret for robotten. Således kunne WeldingDroid gå derfra med to nye investorer, Jacob Risgaard og Jesper Buch, og 400.000 kr. til at forløse deres robots potentiale.

Vejen til det tyske marked

Med nye investorer og ny kapital blev der også skruet op for forventningerne til WeldingDroid. Der skulle ekspanderes. Og ganske tæt på Danmark ligger Europas største marked inden for rørsvejsning. Tyskland var derfor som et af de første lande af åbenlys interesse for WeldingDroid, men ingen af de to opfindere havde erfaring med andre markeder og manglede viden om, hvordan de skulle gribe det tyske an.

Det er svært, hvor man lige skal starte, når man hverken kan sproget eller kender markedet”, siger Kevin Christensen, medstifter og CEO af WeldingDroid.

For knap et år siden tog Christian og Kevin derfor kontakt til The Trade Council i Tyskland. The Trade Councils rådgivere har foruden lokalt kommercielt kendskab til udbydere og efterspørgsel, også specialister inden for hver deres sektorer. Og netop dette har været vigtigt for WeldingDroid: 

Det har betydet meget, at de rådgivere, vi arbejder med, også har haft en teknisk viden. Man skal selvfølgelig kunne tale sproget, men hvis man ikke ved, hvad en TIG-svejsning er, så kommer man ikke langt i Tyskland”, fortæller Kevin Christensen.

Med hjælp fra The Trade Council fik WeldingDroid udarbejdet en strategi for, hvordan de skulle tilgå det tyske markedet. Det gjaldt både i forhold til hvilken type kunder, der skulle tages kontakt til, og hvordan samarbejdet med de tyske forhandlere bedst muligt skulle organiseres. 

 
quote ikon
”Vi lavede en markedsanalyse på baggrund af WeldingDroids ønsker og mit kendskab til branchen, som jeg har opbygget gennem mere end 30 år, hvor jeg har beskæftiget mig med eksport af industri til Tyskland. Men med til historien hører også, at WeldingDroids produkt virkelig er helt unikt og nyskabende. Jeg kunne derfor allerede fra starten af se et stort potentiale”
Erich Børner Senior Advisor, The Trade Council i Tyskland
The Trade Council stod desuden for den indledende kontakt til potentielle kunder, og nåede at arrangerede tysk kundebesøg i Vejen inden COVID-19 for alvor lukkede landet ned. Nu venter WeldingDroid på at landet lukket op igen, så de for alvor kan få lov til at vise deres unikke produkt frem og underskrive kontrakterne. 
quote ikon
”Jeg er helt overbevist om, at The Trade Councils ekspertise har været afgørende for, at vi har fundet ikke bare en vej ind på det tyske marked, men også den rigtige vej. Og så betyder det noget, når man kommer med repræsentanter fra det danske Udenrigsministerie. Det er helt klart en blåstempling, som tyskerne har respekt for.”
Kevin Christensen Grundlægger af WeldingDroid

Næste stop: USA

I dag forhandles WeldingDroid i seks lande foruden Danmark, og der arbejdes på at stifte et datterselskab i USA. Det gode og frugtbare samarbejde med The Trade Council i Tyskland, betyder at WeldingDroid har planer om, at det også skal være The Trade Council, der skal være med til at etablere dem på det amerikanske marked. 

WeldingDroid fortalte i P4 Weekend Syd d. 25. april om deres rejse mod det tyske marked og om samarbejdet med The Trade Council. Hør indslaget her (starter ved ca. 2:41:35). Virksomheden har også været i Jydske Vestkysten d. 8. maj, hvilket du kan læse her.

Vil du vide mere om din virksomheds muligheder på det tyske marked? 

Kontakt Senior Commercial Advisor Erich Børner eller læs mere på www.thetradecouncil.dk.

Du kan altid finde den seneste situationsrapport for det tyske marked her.

Loading...