Gå til indhold

Dansk kvalitetsdesign til Benelux

Det danske kvalitetsmøbelfirma Søren Lund har de seneste år fokuseret på at udvikle deres eksportmarked ved at etablere nye samarbejdsaftaler med udenlandske designagenturer. 
Søren Lund er et møbelproducentfirma specialiseret i kvalitetshåndværk, som tilbyder et bredt produktprogram og skræddersyede løsninger. Alle underleverandører er danske, og løsningerne både bliver designet og produceret i Danmark. Det giver Søren Lund en konkurrencefordel, idet de kan levere individuelle møbelløsninger på kort tid. Firmaet har eksistereret siden 1963 og tæller 25 ansatte, som leverer løsninger til både det danske og globale marked. De seneste år har firmaet ønsket at udvikle nye eksportmarkeder, samt etablere gode relationer til nye samarbejdspartnere.

sKRÆDDERSYET BRANCHEEKSPERTISE OG -EKSPONERING

Belgien er ofte et overset eksportmarked for dansk møbeldesign, da det er hjemland for 11,5 mio. købekraftige indbyggere, som ofte investerer stort i deres boliger og prioriterer stil og kvalitet over pris. For mange veletablerede møbelfirmaer repræsenterer markedet 7-10 pct af deres globale omsætning.

Derfor blev Søren Lund, sammen med 17-18 andre håndplukkede møbelvirksomheder, tilbudt at deltage i et brancherettet eksportprojekt som The Trade Council Benelux tilbød mellem maj og december 2021. Målet var at hjælpe primært danske, bæredygtige SMV’er ind på det belgiske møbelmarked. Projektet inkluderede op til 20 timers skræddersyet markedsrådgivning med designhandelsrådgiveren fra The Trade Council-Bruxelles, samt en vurdering af firmaernes forretningsmodel på det belgiske marked. The Trade Council-Bruxelles formidlede også kontakt mellem de danske virksomheder og belgiske møbelforhandlere og interiørdesignere.

Foruden markedsanalyse og partner søgning, hjalpThe Trade Council-Bruxelles også med promovering af de danske virksomheder i artikler om bæredygtigt dansk design i de belgiske interiørmagasiner Gael Maison og Elle Deco, samt i interiørsektionen af store belgiske nyhedsmagasiner. Eksportprojektet kulminerede i firmaernes deltagelse ved designbiennalen ”PLEASE, HAVE A SEAT,” i den belgiske designby Kortrijk, hvor også Søren Lund udstillede. Designudstillingen tog udgangspunkt i stolen som designobjekt, og var særligt målrettet branchefolk og –agenter.

Designbenniale førte til perfekt partnermatch

På designbiennalen fik ejeren af designagenturet MelMath Agency, Dirk Roumbert, interesse for Søren Lunds produkter. MelMath Agency er et familiedrevet agentur, hvis virksomhedsværdier harmoniserer godt med de danske, med deres fokus på at sælge den gode historie og deres interesse for autentiske produkter og kvalitetshåndværk. MelMath Agency er specialiserede i at sælge skandinavisk design til Benelux-regionen og repræsenterer ikoniske brands såsom Arne Jacobsen, Bjørn Wiinblad, Brdr. Kruger, Ester & Erik, Holmegaard, Kähler, Kay Bojesen, Lyngby Porcelain, Raawii, Rosendahl og Skandinavisk. Efter at have oplevet Søren Lunds design på biennalen blev der skabt dialog, og i dag repræsenterer MelMath Agency Søren Lund i Benelux-regionen. Om samarbejdet med The Trade Council Benelux fortæller Head of Sales i Søren Lund, Anette Døssing, at:

Det er et meget kompetent team og den helt rigtige partner for os, og vi glæder os over nu at være godt repræsenteret på Benelux-markedet.”

Om deltagelsen i The Trade Council Benelux’ eksportprojekt, fortæller Anette Døssing afsluttende at:

”Det har været særdeles værdifuldt og udviklende for os at samarbejde med Danske Ambassade i Bruxelles. Vi har oplevet god sparring og interesse for, at få etableret vores brand på det belgiske marked. Vi håber, at vi kan anvende samme model til fremtidige nye markeder.

Vil du høre mere om dine muligheder i benelux?

Loading...