The Trade Council’s ekspertise hjælper den familiedrevne start-up Lotus Belle Nordic fra Svendborg ind på det svenske marked til trods for covid-19. Blandt andet har Lotus Belle Nordic fået sin første ordre fra en svensk forhandler samt etableret en svensk webshop. På bare tre måneder har indsatsen ledt til et salg på over DKK 100.000 for virksomheden.
Virksomheden, Lotus Belle Nordic er en lille familievirksomhed, der forhandler luksustelte i Danmark med rettigheder for salg i Norden. Virksomheden kontaktede The Trade Council på den danske ambassade i Sverige tilbage i oktober 2020. Sammen med ambassadens eksportrådgivere gennemgik virksomheden et rådgivningsforløb, hvilket i første omgang gik ud på at identificere potentielle kunder og mulige samarbejdspartnere.
Efterfølgende tog The Trade Council den indledende drøftelse med udvalgte emner og satte møder op mellem handelsparterne. Det første møde var med en forhandler i Nordsverige, der kun har online salg af telte. Denne afgav den første ordre på DKK 100.000, uden noget krav om eneforhandling. Det førte til virksomhedens beslutning om at etablere en svensk webshop, hvor The Trade Council også hjalp med at identificere professionel rådgivning til opsætning af hjemmesiden til det svenske marked.
Lotus Belle Nordic fik under forløbet etableret samarbejde med yderligere samarbejdspartnere mhp. udstilling af teltene i Sverige og promovering af hjemmesiden. Alt dette skete på blot tre måneder.
Nu planlægger Lotus Belle Nordic at besøge partnerne i Sverige, når landet åbner op igen, og de vil fremadrettet samarbejde med Trade Council i Sverige med henblik på at få styr på de svenske regler for produktbeskyttelse og den videre færd med at slå igennem på markedet.
Det er nemt at komme i kontakt med Trade Council og vi føler virkelig, at vi arbejder tæt sammen om at lykkes med eksport fra DK til Sverige – den spirit sætter vi stor pris på. Vi havde INGEN relationer til Sverige og Trade Council hjalp os godt i gang og vi ramte rigtigt i første forsøg
Acceleret indtræden på det svenske marked
Ifølge Lotus Belle Nordics direktør Jørgen Peter Poulsen opstod virksomhedens behov for at indtræde på det svenske marked pludseligt:
”Vi er en lille familie-dreven start-up virksomhed inden for handel med luksustelte. Vi så en god timing i forhold til salg til det svenske marked. I forhold til vores egen situation ville vi i den ideelle verden have ventet 1-2 år med at investere i det svenske marked. Men på grund af corona og den stigende efterspørgsel efter løsninger til flere oplevelser i naturen i sit eget land – så indså vi, at vi måtte handle her og nu – uden egentlig at have en klar plan”.
Som en lille dansk startup er det vanskeligt at accelerere sine forretningsplaner om at indtræde på et nyt og hidtil ukendt marked. Derfor mente Lotus Belle Nordic, at de skulle bruge en sparringspartner med markedsindsigt:
”Vi spurgte lidt løst og fast i vores danske netværk og lokale erhvervshuse. Her fandt vi ud af, at kontakte The Trade Council i Sverige. Det har været en konstruktiv og positiv oplevelse. Det koster et mindre beløb at etablere samarbejde om salg til det svenske marked, men allerede efter det første kundemøde var vores udgifter til opstarten på det svenske marked dækket hjem. Vi oplevede stort engagement og indlevelse i det marked, som vi ønsker at etablere på. I den første fase fik vi indblik i svensk forretningskultur og de markant anderledes geografiske forhold i Sverige."
Direktør, Jørgen Peter Poulsen understreger, at for en mindre dansk start-up som Lotus Belle Nordic har the Trade Council i Sverige været ”Guld værd” som katalysator til at komme ind på det svenske marked.
KONTAKT OS
Vil du vide mere om eksportrådgivning om det svenske marked?